Børnecancerfonden blev i 2005 i forbindelse med Hotel d’Angleterre’s 250 års jubilæum tildelt 2 mio. kr.
Ghita Nørby modtog donationen på vegne af Børnecancerfonden ved en reception på Hotel d’Angleterre, hvor HKH Kronprinsesse Mary ligeledes deltog som protektor for Hjerneskadeforeningen, som også modtog en donation den dag.
Minnie og Mickey fra Disney var ligeledes inviteret med til såvel receptionen som til donationsuddelingen på de fire børnekræftafdelinger i Danmark.
Henning og Else Marie Remmen havde specifikt ønsket, at denne donation skulle komme hvert enkelt kræftramt barn til gavn med et direkte beløb.
Børnecancerfondens formand rejste således – sammen med Minnie og Mickey – rundt til de fire sygehuse med børnekræftafdelinger i Danmark for at oplyse om donationen til børn og familier på kræftafdelingerne.
På alle sygehuse var der dækket op til fest, og Minnie og Mickey uddelte fotos, autografer og gaveposer til børnene.
Henning og Else Marie Remmen deltog selv ved besøget på Rigshospitalet, og det var en stor glæde at se de mange smil og glade børn, som netop denne donation foranledigede.
Efterfølgende har mange af de kræftramte børn skrevet og tegnet personlige takkebreve til Fonden. Breve, der levende beskriver, hvorledes hver enkel donation er blevet brugt efter hvert enkelt barns ønske.
BILLEDEGALLERI
Klik på et billede for at se det i stort