REMMEN FONDENS KUNSTPRIS

2021

I forbindelse af Art Week Copenhagen blev Remmen Fondens Kunstpris på 100.000,-kr uddelt for sjette år på Hotel d’Angleterre.

Kunstfondens jury består af kunstsamlerne Arne Wulff og Barbara Husted Werner, billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Søren Sejr, dekan Sanne Kofod Olsen og bestyrelsesmedlem Mette Remmen.

Juryen havde i år nomineret fem kunstnere, der arbejder med alt fra stål-installationer, keramik, maleri- og lyskunst til virtual reality.

Kunstprisen på 100.000 kr. blev tildelt den 35-årige maler Ahmad Siyar Qasimi, og blev begrundet med ordene:

“I de sidste årtier har maleriet som kunstform mod alle spådomme vundet stor udbredelse – også blandt yngre kunstnere. Især figurative malerier – ofte med narrative og allegoriske elementer – og med henvisninger til det politiske, private og symbolske har de senere år markeret sig.

Dette års prismodtager indskriver sig i denne tradition, med figurative tableauer, der i et helt særegen socialpoetisk billedsprog – næsten som ‘breaking news’ – fremstiller menneskets vilkår. Ved sin maleriske teknik, en slags pointilisme giver han motiverne et sært drømmeagtigt surreelt udtryk, der forvandler breaking news til et alment poetisk udtryk; det er mennesket til enhver tid”.

Kunstprisen er siden 2015 blevet uddelt til en ung og lovende kunstner – udvalgt og nomineret af fondens kunstkomité – det er således ikke muligt at søge om denne pris.

Remmen Fonden ønsker Ahmad Siyar Qasimi tillykke med Kunstprisen  2021.

Remmen Fondens Kunstpris 2021. Jury og de nominerede. Foto: Christian Brems

 

Prisvinderne 2021 Ahmad Siyar Qasimi. Foto: Christian Brems

REMMEN FONDEN

Remmen Fonden (Remmen’s Stiftung von 1986) blev stiftet af Henning Remmen i 1986 med det oprindelige formål at drive en række kommercielle aktiviteter centreret omkring hoteldrift – heriblandt Hotel d’Angleterre i København.

ANSØGNING OM DONATION

Remmen Fonden støtter primært projekter i Danmark, eller projekter, der gavner danske personer, uanset om disse opholder sig i Danmark eller i udlandet. Aktiviteterne i disse projekter skal være indenfor specifikke fagområder.

ALLE DONATIONER

Her kan du se listen over alle de donationer Remmen Fonden har givet. Donationerne er lagt i kronologisk rækkefølge så det er nemt at overskue.